PROJEKT BADESTEDER
Løbende projekt 2020 -
Min kærlighed til badesteder opstod efter de første, lad os bare være ærlige, pinefulde og adrenalinfyldte vinterbadeoplevelser i Tjele Langsø i Midtjylland. Da jeg først fik styr på åndedrættet og begyndte at kunne tage verden omkring mig ind, så jeg naturen i et nyt lys. Hver morgen var en ny oplevelse ved søens kant; fra den smukkeste, brændende solopgang til den uigennemsigtige tåge.
Jeg har siden da badet et utal af steder på alle årstider. Stået med en økse for at hakke hul i isen, svalet mig med en vandrutchebanetur ned i Karup Å og sågar delt badevand med en flok tørstige rener i en sø på Nordkap.
Som fotograf er kameraet min faste følgesvend og det var derfor en helt naturlig del af turen at forevige ”dagens sø”. Med tiden gik der sport i det, og ideen til ”Projekt badesteder” opstod, som et ønske om at forevige alle badesteder, i første omgang i Viborg Kommune, men ret hurtigt udvidede det geografiske område sig.
Jeg blev fascineret af alle de fantastiske steder vi bor så tæt på og som så få kender til og benytter, samt vandets forskelligheder fra sted til sted. Der er store forskelle på den oplevelse man får i en sø, en fjord eller i en å med strøm.